Omvisning på Krudt - vandkraft og maskiner
Krudtværksmuseet
Krudtværksalleen 1, 3300 Frederiksværk
Oplev historien om sortkrudt helt tæt på, når vi går på opdagelse blandt de gamle maskiner, vandhjul og motorer, der stadig kan fungere den dag i dag. Hør om en tid, hvor vandets kraft drev produktionen, og hvor damp og elektricitet senere blev en del af hverdagen. På omvisningen får du et unikt indblik i mere end 200 års krudtproduktion – og historien om, hvordan man gennem tiden gjorde arbejdet både mere effektivt og sikkert.
Beskrivelse
Kom med på en spændende omvisning på det gamle krudtværk, hvor vi ser nærmer på de gamle maskiner, som har været brugt til at fremstille sortkrudt - og som stadig er funktionsdygtige i dag. Vandkraften var afgørende for den tidlige produktion, men blev senere suppleret med damp og elektricitet. På turen ser vi på vandhjul, vandturbinen og de gamle elektromotorer.
På krudtværket blev der i mere end 200 år produceret sortkrudt til det danske kongeriges forsvar. I den tidlige produktion i midten af 1700-tallet var man afhængig af kanalens vand for at drive møller, stamper og valser, som bearbejdede svovl, salpeter og trækul til sortkrudt. Gennem tiden kom nye maskiner til, som effektiviserede arbejdet og gjorde fremstillingen af sortkrudt sikre. Vandkraften var utilregnelig, så nye energiform som damp og elektricitet indførtes med tiden på krudtværket.
Efter omvisningen er der mulighed for at udforske Krudt på egen hånd. Billetten giver også adgang til Arsenalet samme dag.